Anders Kronborg

I dag er det Kvindernes Internationale Kampdag.

Mange meningsdannere giver i dag det billede – i flere danske dagblade – at kvinderne har opnået meget de senere årtier. De har således i dag ingen grund til at råbe op om ligestilling. Jeg synes denne udlægning er lidt for let og unuanceret.
Jeg synes Kvindernes Internationale Kampdag, er en dag, som den internationale arbejderbevægelse kan være stolte af. Kvindernes Internationale Kampdag blev indstiftet i 1910 – på den socialistiske kvindekongres i København.

Kvindekampen har været benhård og fortjener respekt
Kampen for ligestilling mellem kønnene har op igennem det 20. århundrede været benhård og krævende.

Danske kvinder fik fx først kommunal-valgret i 1908 – og ”lige” valgret med mænd i 1915.
Man må heller ikke glemme det store engagement, som kvindebevægelsen har haft for at skabe bedre forhold for kvinderne på arbejdsmarkdet , kampen for kvinders lige adgang til uddannelserne og for reel ligeløn og medindflydelse i samfundslivet på alle niveauer.

Derudover argumenterede rødstrømpebevægelsen aktivt for fri abort, og siden 1973 har alle kvinder i Danmark – ifølge lovgivningen – ret til at få foretaget abort.

Er kampen så slut endnu?
Søger man på kvindelige facebook-profiler, så vidner deres statusopdateringer om, at Kvindernes Internationale Kampdag fortsat lever:

Den 7. marts skrev folketingsmedlem Mette Frederiksen fx således: ”skriver på talerne til 8. marts. Øv, hvor er der bare nedslående mange emner at tage med; vold mod kvinder, manglende ligeløn, prostitution og handel med kvinder, ufaglærte kvinders manglende pensionsopsparing, mænds manglende rettigheder til barsel….”

Og forfatteren Odile Poulsen skriver således i dag: “Så´ det 100 års dagen for Kvinders Intern. Kampdag. Husk det også R en FESTDAG ♥ ♥”

- – -

Kvindernes Internationale Kampdag er altså både en fest- og kampdag. Tillykke med de positive samfundsforandringer som er sket, og ikke mindst held og lykke med de kampe der venter fremover.

Næsten 80 millioner europæere lever i fare for at blive ramt af fattigdom, hvilket medfører stor usikkerhed. De må undvære ting de fleste ofte tager for givet. Og de seneste tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervråd fortæller, at antallet af personer, der hænger fast i fattigdom, fortsat stiger i Danmark.

At leve i fattigdom kan føre til en lang række problemer, lige fra ikke at have penge nok til mad og tøj, til at lide under dårlige boligforhold og endda hjemløshed. Fattigdom betyder også at skulle nøjes med begrænsede livsstilsmuligheder, hvilket kan føre til social udstødelse.

På baggrund af dens grundlæggende princip om solidaritet er den Europæiske Union gået sammen med medlemsstaterne om at gøre 2010 til det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse. Hovedformålet er at øge den offentlige bevidsthed om disse spørgsmål og give et fornyet løft til EU’s og medlemsstaternes politiske engagement i bekæmpelsen af fattigdom og social udstødelse.

Har Esbjerg Kommune meldt sig ud af fattigdomsåret?
Forleden – på baggrund af de nyeste tal til Arbejderbevægelsens Erhvervsråd – rettede jeg henvendelse til borgmesterkontoret – i forhold til at få svar på nogle helt konkrete spørgsmål om fattigdomssituationen i Esbjerg Kommune.

Se mine spørgsmål her

I alle EU’s medlemsstater samt Norge og Island bliver der afviklet nationale og lokale begivenheder. Disse aktiviteter omfatter oplysningskampagner, workshops og informationsseminarer på skoler. Film, magasiner og andet informationsmateriale vil blive produceret for at hjælpe folk til at forstå, hvordan fattigdom og social udstødelse påvirker deres samfund, og, for de der er direkte berørt, at øge bevidstheden om deres rettigheder.

Det er i skærende kontrast til, at et demokratisk valgt byrådsmedlem – og ligeledes økonomiudvalgsmedlem – nægtes svar på spørgsmål, som skal skabe yderligere klarhed om fattigdomsproblematikken i Esbjerg Kommune.

Derudover vil jeg gerne stille spørgsmåltegn til, om Esbjerg Kommune involvere sig nok i EU’s fattigdomsår, som er en glimrende mulighed for at sætte fokus på en så central velfærdsdiskussion.

Viborg Kommune er foran
Viborg Kommune er nu klar til at danne et fattigdomsråd, hvor der er et stort politisk engagement. Fattigdomsrådet er tænkt som et dynamisk organ, hvor de, der har lyst og overskud til at deltage den pågældende dag, kan gøre det.

Fattigdomsrådet har bl.a. fået omtale i TV Midt-Vest. Indslaget kan ses her

Indslaget viser desværre også, at alle mennesker kan ende i fattigdom – og på kanten af samfundet.

Esbjerg Kommune skal op i gear
Politik handler naturligvis om prioriteringer. For borgmesterkontoret har prioriteringen om at sætte fokus på fattigdom tilsyneladende den laveste prioritering. Det er i hvert fald første gang jeg som byrådsmedlem oplever, at jeg nægtes svar på politiske spørgsmål.

Jeg vil opfordrer Esbjergs borgmester til at læse denne hjemmeside: www.euaar2010.dk

Som den borgerlige regering selv har forfattet i aktivitetsprogrammet for fattigdomsåret: Bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse er et fælles ansvar, der kræver involvering af alle aktører: Politiske beslutningstagere på nationalt niveau, kommuner, regioner, virksomheder og interesseorganisationer samt den frivillige verden. Hver part skal bidrage til sin del af indsatsen, så den sker bredt på tværs af fag- og sektorgrænser.

Håber kommunen vil blive mere synlig i deres deltagelse!

Jeg må nok indrømme, at jeg blev rystet og trist til mode, da en mail landede i mailboksen her til formiddag. Det var en mail fra borgmesterens direktion, som nægtede, at besvare mine spørgsmål om fattigdom i Esbjerg Kommune.

Selvom 2010 er EUs fattigdoms år, hvor vi med andre ord, er trådt ind i et år, hvor der vil være et specielt stort fokus på fattigdom i Europa, så mener borgmesterkontoret tilsyneladende ikke, at man vil bruge tid og ressourcer på at beskæftige sig med den slags i Esbjerg Kommune – formentlig nogle af de svageste medborgere i vores kommune. I hvert fald vil borgmesterkontoret ikke lade mine spørgsmål besvare om emnet.

For mig viser dette eksempel med al tydelighed, hvordan de politiske prioriteringer er på rådhuset.

Jeg tror fattigdommen i Esbjerg Kommune er langt mere omfattende end vi umiddelbart går og tror. Det er noget en kommune skal tage meget alvorligt – og især set i lyset af, at Dagbladet Politiken i går kunne skrive om, at de nyeste tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at der er over 200.000 fattige i Danmark, som er på overførselsindkomst eller i job med lav løn. Det er en stigning på knap 30.000 på et år og dermed den største årlige vækst i antallet af fattige i nyere tid.

Jeg får altid en klump i halsen, når jeg læser om sådanne triste tendenser – og jeg vil derfor presse på for en undersøgelse af området i kommunen – efterfulgt af politisk handling. Har derfor dags dato igen henvendt mig til kommunens borgmester.

Har fået dette svar fra borgmesterkontoret:
Tak for dine spørgsmål.
Vi har desværre ikke mulighed for at besvare dine spørgsmål bl.a. fordi ” fattigdomsbegrebet” er for uklart og ressource indsatsen vil være uforholdsmæssig stor for forvaltningen i en tid hvor der er igangsat et stort budgetarbejde.

Se mine spørgsmål her

Synes det er for let, at begrunde med at fattigdomsbegrebet er for uklart. Regeringen har fx i deres arbejdsprogram beskrevet, at de vil udvikle indikatorer for fattigdom i Danmark. Det fremgår af regeringens nye arbejdsprogram.

Der er også mange internationale modeller som bruges i Danmark til at fastlægge fattigdom.

Mange muligheder for at beregne fattigdom i kommunen
1) Grænsen for at være fattig er sat til at være halvdelen af den midterste disponible indkomst i befolkningen. Denne måde at fastlægge en relativ fattigdomsgrænse på anvendes i OECD og i mange udenlandske undersøgelser. Ved at sætte fattigdomsgrænsen i forhold til den midterste indkomst i landet opnår man, at fattigdomsgrænsen følger udviklingen i indkomster for ”almindelige” mennesker.

2) Derudover kan man også bruge EU’s beregning af fattigdom, som sker ud fra en vurdering af, at man er fattig, hvis man tjener mindre end 60 % af den gennemsnitlige indkomst i det pågældende land.

3) Og der er mange andre modeller der kan bruges til denne beregning.

Vil prøve at skaffe oplysninger gennem andre kanaler
Det er meget trist, at jeg som folkevalgt politiker ikke kan få svar på så relevante spørgsmål. Jeg har derfor besluttet mig for, hvis borgmesterkontoret fortsat ikke vil undersøge mine spørgsmål, om at søge svar andre steder.

Gad vide om mine spørgsmål også var blevet afvist, hvis det fx omhandlede fodboldstadionet på Gl. Vardevej eller Musikhuset?

De nyeste tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at der er over 200.000 fattige i Danmark, som er på overførselsindkomst eller i job med lav løn. Det er en stigning på knap 30.000 på et år og dermed den største årlige vækst i antallet af fattige i nyere tid. Det skriver Dagbladet Politiken i dag.

Den Socialdemokratiske Socialordfører på Christiansborg, Mette Frederiksen, siger til Dagbladet Politiken, at hun ikke er i tvivl om, at den reelle fattigdom er vokset. Hun mener, at de nye tal skal kombineres med andre fænomener, der er udtryk for absolut fattigdom: at stadig flere familier sættes på gaden, fordi de ikke kan betale husleje, stadig flere borgere søger ekstraordinær hjælp til eksempelvis vintertøj til deres børn hos kommunerne, og stadig flere familier kommer i betragtning hos de humanitære organisationer til julehjælp hvert år.

Kommunerne har også et ansvar
Jeg får altid en klump i halsen, når jeg ser sådanne triste tendenser. Det er en kedelig vej fattigdomsudviklingen har taget i Danmark. Som Socialdemokratisk politiker, så bliver man bedrøvet over flere fattige og mere ulighed – vi kæmper for det modsatte!

Tror tingene vil se lysere ud med en ny socialdemokratisk-ledet-regering. Denne drøm må dog BESTEMT ikke blive en sovepude for kommunalpolitikerne!

Som byrådsmedlemmer kan vi være med til at vende fattigdomsudviklingen, ved f.eks. at arbejde målrettet for at skabe nogle ordentlige tilbud i den offentlige sektor, som kan medvirke til, at den negative sociale arv bliver brudt.

Har stillet spørgsmål til den kommunale direktion i kommunen
Ikke bare som Socialdemokrat – men også som ordfører for ungdommen, det lokale og selve demokratidelen, så finder jeg det vigtigt at have fokus på fattigdommen.

Fattigdom betyder meget for demokratiet – folks overskud til at engagere sig i hverdagen.

I forhold til unge betyder det meget i forhold til mulighederne for at bryde den negative sociale arv og for valg og mulighed for uddannelse, fritidstilbud og sociale arrangementer som fødselsdage, lejrskoler, biografture mv.

Fattigdommen er tilsyneladende ved at bide sig fast i Danmark. Men hvordan ser det ud i Esbjerg Kommune? Det har jeg valgt at spørge konkret ind til.

Jeg har stillet nedenstående spørgsmål, for at få en status for hvordan fattigdommen ser ud i Esbjerg Kommune. Især med braggund i mine to ordførerskaber, som kan ses her

Kan direktionen besvare nedenstående:

- Hvor mange fattige vil direktionen vurdere der er i Esbjerg Kommune?

- Har man et generelt billede af, hvilke grupper af kommunens befolkning der deltager i demokratisk arbejde, foreninger mv. (tænker her på løn-indkomst)?